Etniske minoriteter får ringere behandling for type 2-diabetes i det danske sundhedsvæsen end etniske danskere. Sådan lyder konklusionen på et studie fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus, der udkom tilbage i november. Selvom problemet er klart, kan ansvaret ikke entydigt placeres.
Af Tine Burn og Laura Kirstine Olesen
“Livsstilsomlægninger er komplekse. Det er det for ressourcestærke og raske, og det er det i endnu højere grad for ressourcesvage og syge.”
Sådan siger klinisk forsker Anders Aasted Isaksen, der har udarbejdet studiet som del af sin ph.d. om type 2-diabetes hos etniske minoriteter. Studiet tager udgangspunkt i behandlingen af over en kvart million mennesker i Danmark, der alle har type 2-diabetes, og hvorvidt anbefalingerne fra de kliniske retningslinjer følges.
I studiet fandt de frem til, at førstegenerationsindvandrere er mere tilbøjelige til ikke at få de nødvendige undersøgelser inden for det tidsrum, som den kliniske vejledning anbefaler. Der er mulighed for forbedring i alle grupper, dog særligt hos etniske minoriteter. Studiet viser, at de generelt er yngre, når de får type 2-diabetes end de indfødte danskere. Nogle af minoritetsgrupperne får diabetes omkring 30-årsalderen, hvor nærmest ingen etniske danskere får sygdommen. Man kan føle sig rask, selvom man egentlig er syg, fordi symptomer på type 2-diabetes ofte kommer gradvist. Det gælder særligt de yngre patienter.
“Jeg kunne godt tro, at fordi de er unge og ikke har fået hjertekarsygdomme, så er hverken patienterne eller lægerne opmærksomme på behovet for kolesterolsænkende medicin. Jeg tænker, at det er relativt nemt for de praktiserende læger at identificere gruppen og gøre en særlig indsats over for dem”, fortæller Anders Aasted Isaksen.
Sproglige og kulturelle forskelle
Etniske minoriteter får ikke den rette behandling i det danske sundhedsvæsen i flere henseender end ved behandling af type 2-diabetes. Det peger Nanna Gram Ahlmark, seniorforsker ved Statens Institut for Folkesundhed, på. Ifølge hende kan der være flere grunde til, at etniske minoriteter oplever problemer hos deres praktiserende læge. Én af årsagerne kan være en sproglig barriere.
Det er muligt at få tolkebistand i Danmark, hvis man har boet i landet i maksimalt tre år. Efterfølgende skal man selv betale for at få sine konsultationer oversat, såfremt man ikke forstår dansk. Tolkegebyret blev indført i 2018. Før det var det gratis at få tolkebistand, hvis lægen vurderede, at det var nødvendigt, uanset hvor længe patienten havde boet i Danmark.
For nogle er det muligt at blive undtaget for tolkegebyret, men så støder man ind i nogle administrative praksisser. Ifølge Nanna Gram Ahlmark kan det dog være en kompleks og uoverskuelig proces.
”Det gør, at det meget sjældent bliver benyttet, fordi der ofte er tvivl om, hvem det er, der skal søge om at få det tilskud”, siger hun. Det kan i sidste ende betyde, at nogle borgere fravælger en tolk af økonomiske årsager.
Nanna Gram Ahlmark peger også på nogle af de kulturelle forskelle, der kan besværliggøre konsultationen mellem læge og patient.
“Der kan være nogle vaner og traditioner omkring, hvordan man taler om sundhed og sygdom, som kan være forskellige fra de danske. Der kan også være forskellige forventninger til, hvad en konsultation hos lægen skal handle om, og hvordan den skal se ud”, siger hun.
Klinisk forsker Anders Aasted Isaksen har selv arbejdet som praktiserende læge og haft ikke-vestlige patienter med type 2-diabetes i behandling. Han fortæller, at der ikke står ret meget i vejledningen til de praktiserende læger omkring behandling af indvandrere.
“Da jeg arbejdede som læge i Gellerup, var cirka 80% af patienterne indvandrere, og det var praksissen også gearet til. De steder, hvor indvandrere fylder mindre i gruppen af patienter, er det måske sværere at møde dem, fordi det ikke i samme grad bliver rutine. Både i forhold til den kulturelle forståelse og i kommunikationen”, fortæller han om sit forhenværende arbejde.
100.000 danskere har type 2-diabetes uden at vide det. Hvilke symptomer og følgesygdomme skal du være opmærksom på? Video: Tine Burn og Laura Kirstine Olesen.
Konsekvenser af forsinket opdagelse
Hvis patienten ikke får den rette behandling eller medicinering kan konsekvenserne være følgesygdomme. De praktiserende læger er generelt for langsomme til at konstatere diabetes, fortæller forskningschef i Diabetesforeningen, Tanja Thybo.
“Ud af dem, der får konstateret diabetes, er der en tredjedel, der allerede har følgesygdomme. De har altså gået med det det seneste stykke tid, uden at det er blevet opdaget”, siger hun.
Det store mørketal fortæller ikke, hvor mange etniske minoriteter, der går rundt med diabetes uden at vide det. Dog viser Aasted Isaksens studie, at ikke-vestlige minoriteter er mere tilbøjelige til at få type 2-diabetes og derfor kræver mere behandling.
Sussie Østerby er leder hos Folkesundhed Aarhus i Globus1. De har udarbejdet projektet ‘Sammen om Diabetes’. Hun siger, at den praktiserende læge har ansvaret for at skabe den gode kommunikation mellem læge og patient, men at det kan være svært i nogle situationer uden en tolk.
“De praktiserende læger er tovholder, og det er rigtig godt. Men de praktiserende læger har meget travlt, og hvis man så ikke har bestilt en tolk, kan der godt opstå misforståelser.”
En fragmenteret forståelse af hinanden kan ende med at betyde, at patienten ikke bliver ordentligt informeret om, hvilke konsekvenser sygdommen har, og hvordan det påvirker helbredet. Klinisk forsker Anders Aasted Isaksen siger, at det kan være svært for den praktiserende læge at give ordentlig behandling og nå alt på tjeklisten, hvis der skal tages højde for andre parametre hos patienten, fordi tiden er begrænset ved lægebesøget.
“Hvis vi siger, at det vil tage lægen en times arbejde at få en patient med indvandrerbaggrund til at nå det samme sted hen i behandlingen, som en indfødt dansker når på 15 minutter, så arbejder lægen gratis i tre kvarter. Det er oplagt at kigge på, om det er nødvendigt med flere ressourcer,” siger han.
Mere tid hos lægen og bedre sprogforståelse
Den nemmeste løsning for at komme sprogbarrieren mellem læge og patient til livs vil være at indføre gratis tolkebistand, siger Jens Henrik Thulesen Dahl. Dog mener han alligevel ikke, at det er vejen frem.
“Jeg tror ikke, den gode løsning er bare at give rettighed for tolk i alle sammenhænge. Patienten har selv et ansvar for at finde en løsning og lære dansk.”
For selv hvis en tolk giver bedre kommunikation, kan der, grundet forskellige forventninger til hvad en konsultation skal indebære, stadig opstå misforståelser. Når man kommer fra forskellige kulturelle udgangspunkter, kan det være svært at forstå hinanden uanset sprog. Det betyder, at en tolk ikke alene kan løse alle tænkelige problemer i mødet med sundhedsvæsenet for etniske minoriteter.
En anden løsning kan være at afsætte mere tid til hver enkelt patient, der har brug for det, siger seniorforsker Nanna Gram Ahlmark. Det kan kun gøres gennem flere ressourcer til de praktiserende læger og ved at lægerne får en bedre forståelse for, hvem der sidder i stolen overfor dem i klinikken. Det vil give dem mulighed for at formidle behandlingen og skabe en gensidig forståelse.
”De praktiserende læger skal blive bedre uddannede til at have kulturelle og patientcentrerede kompetencer, så de tager udgangspunkt i den enkeltes konkrete udfordringer, og hvad de handler om. Der skal simpelthen mere tid til for at have en reelt personcentreret tilgang”, siger seniorforskeren.
Denne tilgang kræver tid og ressourcer, og det ved Thulesen Dahl. Han synes dog ikke, at det skal ændres fra politisk side.
“Hvis jeg bare sagde, at alle kunne få trekvarters konsultationer i stedet for et kvarter, så ved jeg godt, at der ville stå en regning. Der er rigtig mange grupper, der ikke helt får den behandling, de burde. Derfor er det her et lille hjørne i en stor problematik for mig at se”.
Engagement og fællesskab som løsning
Flere steder i Danmark har man indført kommunale initiativer for at hjælpe etniske minoriteter med at få behandling for type 2-diabetes. I Aarhus Kommune er initiativet ‘Sammen om Diabetes’ bygget op, så borgerne skal møde fast op. Det gør man for at fastholde dem i behandlingen.
Ifølge Nanna Gram Ahlmark, kan det være svært for etniske minoriteter at blive opmærksomme på de eksisterende tilbud og bruge dem på bedste vis. Der er altså en gruppe, som ikke kan deltage i mange af tilbuddene på diabetesområdet blandt andet grundet sproglige udfordringer. I Aarhus forsøger man at afhjælpe det ved at ansætte sundhedspersonale, der taler forskellige sprog. Ved at nedbryde sprogbarrieren forsøger de at skabe et trygt rum, der tilbyder borgerne noget af det, de ikke kan få hos en praktiserende læge: Et fællesskab.
“Den her indsats giver mening, fordi der er en fællesskabskomponent. Det handler om det relationelle. At have nogen at have tillid til, man kan komme til og være ærlig overfor. Lige nu har vi nogle hold, vi næsten ikke kan få ud ad døren”, fortæller Sussie Østerby.
Omkring 100 borgere er lige nu i forløb. 10-15 patienter har en ikke-vestlig baggrund. Så selvom initiativet er godt, er det ikke nødvendigvis løsningen for at imødekomme denne gruppe, hvis ikke de gør brug af tilbuddet.
Hvor ligger ansvaret?
Ansvaret for at de etniske minoriteter får den rette behandling i sundhedsvæsenet, er svært at placere. Anders Aasted Isaksen mener, at det er et delt ansvar mellem læge og patient. Dog er lægen patientens indgang til sundhedsvæsenet, så de har en særlig rolle overfor patienten. Eksperterne peger på, at det kun kan gøres gennem flere ressourcer og derfor er et politisk anliggende. Jens Henrik Thulesen Dahl mener derimod, at det er patientens eget ansvar. Det tyder derfor ikke på, at bolden med ansvaret lander lige foreløbigt.
Vi har forsøgt at få en kommentar fra Dansk Selskab for Almen Medicin og Praktiserende Lægers Organisation. Ingen af dem har ønsket at kommentere på sagen.